Nyheder fra DKK 


30-6-2023

Kære Specialklubber, Kredse og Lokalforeninger

 

Nedenfor finder I lidt nyheder fra DKK 

 

BSI revideres

DKK afholdt den første konference for eksteriørdommere i 1998 og som en direkte udløber af mødet, blev der udarbejdet en såkaldt ”problemraceliste” til dommerne. Her var en række racer opført sammen med de træk, som dommerne skulle være ekstra opmærksomme på i forhold til ”overtypning”. I erkendelse af, at dommerne har stor indflydelse på, hvilke hunde der udvælges som avlsdyr, og derfor også på en races fremtidige sundhed skulle de altså være med til at sikre, at specifikke træk ikke udviklede sig til det ekstreme og usunde. Efterfølgende er der blevet udarbejdet et fællesnordisk dokument, der går under betegnelsen BSI eller Breed Specific Instructions. Siden 2014 har BSI været implementeret i alle fem nordiske lande og i 2018 udkom 2. reviderede udgave. 

 

Udvælgelse af racer

BSI omfatter i øjeblikket 39 hunderacer, der anses for at være i risiko for at udvikle sundhedsproblemer på grund af forskellige eksteriørtræk. Opgaven med at udvælge, hvilke racer der skulle med i den nordiske BSI, blev udført i et samarbejde mellem udstillingsdommere, specialklubber og dyrlæger. Endelig blev statistikker om sygdomsforekomster fra Agria Dyreforsikring brugt til at verificere de enkelte valg.

I 2023 bliver BSI-dokumentet revideret af et udvalg under NKU (Nordisk Kennel Union). Fra DKK deltager vores formand, Jørgen Hindse, men flere fagpersoner fra huset er involveret i processen.  Alle de specialklubber, hvis racer står på den nuværende liste, har allerede modtaget en direkte henvendelse fra DKK med opfordring til at indsende deres kommentarer. Det kan være, der er sket en udvikling i racerne, der gør, at de nuværende opmærksomhedspunkter ikke længere er relevante. Det kan også være, at nye problemstillinger er dukket op.  

 

Nye racer

Hvis der er helt nye racer, der bør komme i betragtning til den nye udgave af BSI-dokumentet, så er det muligt for jer i de enkelte racers specialklubbestyrelser at sende en mail til DKK’s dyrlæge, Helle Friis Proschowsky på hfpr@dkk.dk  med en beskrivelse af baggrunden for ønsket. 

 

Læs evt. mere om BSI og se det samlede dokument her: 

https://www.skk.se/en/NKU-home/projects/breed-specific-instructions/

 

Nordisk harmonisering af røntgenregler - røntgenoptagelse og bedømmelse skal fremover ske i samme land

Den 1. juli 2023 indfører DKK en mindre ændring af reglerne på røntgenområdet. Det sker for at harmonisere bestemmelserne med de øvrige nordiske lande og som en del af vores samarbejde i den organisation, der hedder NKU (Nordisk Kennel Union). Ændringen betyder, at optagelse og bedømmelse af røntgenbilleder fremover skal ske i samme land. 

Hvis et HD/AD/OCD-resultat skal registreres på hundeweb, skal røntgenbilleder, der er optaget i Danmark, altså fremover også bedømmes i Danmark (på KU/SUND) og kan ikke sendes til udenlandske bedømmere. DKK registrerer naturligvis stadig resultater på importer eller udenlandske avlspartnere efter de gældende retningslinjer. 

 

Hvis en dansk hundeejer har et ønske om, at vedkommendes hund skal have en udenlandsk bedømmelse registreret på hundeweb, er dette også stadig muligt. Men det kræver, at ejeren tager hunden med til det pågældende land, hvor røntgenfotografering og bedømmelse så skal foretages samlet. 

Det skærmbillede, der kommer frem ved køb af rekvisition, kommer til at ændre sig en smule. Når du køber rekvisition til HD, AD og OCD, vil du fremover have to muligheder. Du kan vælge imellem ”dansk fotografering og bedømmelse” og ”udenlandsk fotografering og bedømmelse”, og her skal du selvfølgelig bare vælge det, du har tænkt dig at gøre. Der sker ingen ændringer i beregningen af indeks for de racer, der har denne mulighed. 

 

Vi opfordrer til, at I som specialklub er med til at sprede budskabet om de nye retningslinjer på jeres hjemmeside og/eller i jeres klubblad, hvis I skønner, at det er relevant. DKK sørger for at orientere de røntgenfotograferende dyrlæger. 

 

BOAS

Den 20-21 juni bliver endnu et hold danske dyrlæger uddannet i BOAS-graduering. Det sker på et kursus arrangeret af FCI og afholdt i Norge, hvor DKK har fået tildelt fem pladser. Efter kurset vil der i alt være uddannet 12 dyrlæger fordelt over landet, og udvælgelsen af er sket efter indstilling fra specialklubberne og blandt de dyrlæger, der i forbindelse med tidligere opfordringer fra DKK, har bedt om at komme på en interesseliste. Læse mere om BOAS og se listen med de uddannede dyrlæger her: https://www.dkk.dk/alle-emner/sundhed-og-sygdom/boas

 

I skrivende stund er der ikke planlagt nye kurser i FCI og/eller kennelklub-regi. Fra DKK’s side er det vigtigt, at der er nok dyrlæger til at dække landet geografisk, så hundeejerne ikke skal køre for langt. Omvendt er der også et stort ønske om, at hver enkelt BOAS-graduerende dyrlæge ser tilstrækkeligt mange hunde til at holde erfaring og kompetencer ved lige. Fra 1. august 2023 bliver det et krav for stambogsføring af mops, fransk og engelsk bulldog i DKK, at begge forældredyr har gennemgået en BOAS-graduering. Grad 0, 1 og 2 er godkendt til avl, men grad 2 må kun parres med grad 0 eller 1. Grad 3 må ikke bruges i avl, og hunde, der er opereret i luftvejene, sidestilles med grad 3 og må derfor heller ikke bruges i avl.   

 

BOAS-gradueringen er ikke forbeholdt DKK-stambogsførte hunde, men kan udføres på alle hunde af de tre racer, hvor metoden er godkendt og valideret af udvikleren, Jane Ladlow. Når det gælder DKK-hunde, har de uddannede dyrlæger adgang til direkte elektronisk registrering på hundeweb. For de ikke stambogsførte hunde er der i samarbejde med KU/SUND udviklet et lignende system, men naturligvis udenfor DKK’s register. Det er DKK, der har indgået den formelle aftale med Jane Ladlow og den engelske kennelklub, der administrerer rettighederne til BOAS-gradueringen, og her har vi bl.a. forpligtet os til at levere statistikker over de danske hunde retur. Derfor er det nødvendigt – og af stor værdi - at der også er blevet etableret en central registrering af de ikke-stambogsførte hunde. For en race som fransk bulldog udgør de jo langt hovedparten af den danske population (mere end 85 %). 

 

 

Med venlig hilsen/Kind regards,
DANSK KENNEL KLUB

Helle Friis Proschowsky
Dyrlæge, Ph.D./DVM, Ph.D. Specialkonsulent
Direkte telefon:+45 56 18 81 35