Alle hunde kan gå spor – det eneste vi skal lære dem er, at de skal gå vores spor og ikke alle mulige andre interessante spor. Dengang da hundene levede som vilde, så var de afhængig af deres lugtesans for at overleve. De fulgte færten af byttedyrenes spor og for at nå byttedyrene, så kunne hundene uden videre afgøre hvilken retning byttedyret forsvandt. Ellers ville den jo følge sporet i den forkert retning alt for mange gange og ville i sidste ende kunne dø af sult. Hunden kan også skelne mellem det ”rigtige” spor og de spor der krydser det og sporene kan også være mange timer gamle og hunden kan stadig følge sporet.

Man siger også at hundene faktisk er i stand til at opfatte byttedyrets sindstilstand. Et såret eller sygt byttedyr vil nemlig være nemmere at indhente og nedlægge.

Dynefært - Når sporlæggeren ligger sporet så afgives der en masse der dels drysser af undervejs og dels trænger ud af fodsålerne. Derudover bliver der også hvirvlet løse lugtpartikler op fra underlaget. Dette kalder man dynefært, da det ligger som en dyne over og omkring sporet. Alt afhængig af vind, luftfugtighed, nedbør osv. forsvinder dynefærten hurtigere eller langsommere fra sporet.

Kildefært - Når sporlæggeren træder i jorden, så begynder der at ske forskellige ting i fodsporene. Dels knækkes vegetationen, en massemikroorganismer knuses og dels trædes jorden lidt sammen. Dette gør alt sammen at der i fodsporene opstår en kemisk proces – der foregår en forrådnelse. Dette opstår i selve fodsporet og det er det man kalder for kildefært.

Lige når man lægger sporet er dynefærten størst - altså 100% mens kildefærten slet ikke er der – d.v.s. 0 %

Hvor hurtigt dynefærten aftager og kildefærten tiltager er det svært at sige noget generelt om.
Det afhænger i høj grad af såvel underlaget som vejret. Som grundregel siger man at sporet skal lige i mindst 20 minutter før kildefærten overdøver dynefærten. I praksis vil det i mange tilfælde være en fordel at der går endnu længere tid før man sætter sin hund på sporet. Den skal trænes til at følge kildefært og ikke dynefært.

Hvis hunden arbejder med dynefærten, så går den som regel med høj næse, flakker og gå ofte langt fra det udlagte spor. Derfor er det vigtigt at vente med at gå sporet til dynefærten begynder at forsvinde og kildefærten bliver kraftigere.

Lugtesansen

Hvalpe bliver født døve og blinde…men lugtesansen bliver allerede brugt ivrigt fra de bliver født.

En af de mest naturlige ting hunden kan bruge og arbejde med er nemlig sin næse og selv om den på sine gamle dage, måske har lidt nedsat lugtesans er det stadig en af de bedste måder at aktivere sin gamle hund på. Det kan dog godt tage lidt længere tid i forhold til da hunden var ung. Så giv dig god tid og gør aldrig legene sværere end at den gamle hund kan klare det på flotteste måde og bevare sin glæde og stolthed.

En sulten hunds lugtesans er i gennemsnit 2.400.000 gange bedre end vores, hvorimod hvis hunden er mæt så er den kun 800.000 gange bedre end vores.

Sporsøg skal udføres med ”hjernen” så derfor at det nødvendigt at lære hunden at være rolig under arbejdet. Denne ro skal efterhånden indføres både før, under og efter sporarbejdet. Ved afslutningen er det også vigtigt at bevare roen. Stryg hunden langsomt langs siden og ros behersket og stille mens den spiser sin belønning.

Husk som med alt andet: Sæt din hund op til succes, sporarbejde er teamwork og de berømte tre T´er…Ting Tager Tid

Faktisk siger man at i teorien, så sidder den bedste hundenæse på en sort tæve med lang næse. Så her må man jo sige, at collien bestemt har en fordel med den lange næse.

Rigtig god fornøjelse med sporsøget

Lydighedsaktivitetsudvalget LAU øst