Marieanne Larsen

Jeg er en udadvendt social hundetosse, som i mit erhverv som Avlsassistent, er med til at udvælge den næste generations avlsgrise via blandt andet karaktergivning af grisens eksteriør.

Hovedparten af mit liv har altid været med en skøn vovse ved min side og da uddannelsen skulle vælges, så faldt valget da også på dyreassistent. Jeg var så heldig at min første elevplads blev på Flyvestation Karups Hundeskole, hvor jeg endte med at tilbringe to år, med brugs schæfere. Desuden har jeg, ligeledes som elevplads, været 9 måneder i New Zealand, hvor en stor side gevinst til mit job var, at få et stort indblik i og kærlighed til hyrdehundenes blide og kloge sind.

Derfor blev hyrdehunde racerne et meget godt bud på min kommende hund.

Jeg har siden 2009, hvor jeg fik min første collie, trænet Lydighed og Rally, samt lidt HTM og ikke mindst Nose Work. Det er indtil videre blevet til mange titler på mine hunde og ikke mindst indtil videre 2 Danske Rally Champions. Lydighed er min store passion, dog sker det da, at jeg bevæger mig til et par udstillinger også.

Jeg elsker collien og ønsker at være med til, at skabe et aktivt miljø, med denne race som midtpunkt.