Månedens træningstips - Februar 2017
Sjove tricks at træne med sin collie


”In the box” af Nette Stormlund


Et sjovt trick at træne – og relativt let at gå til – er “in the box”.

Det kræver en papkasse, som er stor nok til collien kan stå i den. Evt kan man beskære siderne så de ikke er så høje og evt flapper er også gode at skære væk. Er man bekendt med klikker-træning, er det en super øvelse at anvende klikkeren til.

Det kræver selvsagt også en masse gode, bløde godbidder – som er hurtige at spise.

Er hunden garvet i klikkertræning, kan man vælge ren shaping, ellers kan man starte med at lokke hunden op i kassen med en godbid. Der skal man huske den usynlige, meget tynde elastiksnor fra hundens næse til vores hånd. Max. 15 cm kan den blive – trækker man hånden længere end det, knækker snoren og vi ”taber” hunden. Så ingen hurtige bevægelser – stille og roligt lokkes hunden op i kassen med forbenene. Bruger man klikker, bør man klikke når første pote rammer bunden.

Så giver man hunden nogle godbidder for bare at stå der – for det er det fedeste sted i verden at stå! Har den stået længe nok, kaster man en godbid ud på græsset og siger ”FRI”.
Det vil være rigtig fint at se, at hunden ret hurtigt selv tager initiativ til at gå op i kassen – fordi den nu har erfaret det er der, der er bingo. Selvsagt KLIK – og godbidder, hver eneste gang den tager initiativ til det. Nu kan man begynde at klikke, når forpoten rammer bunden som vanligt – men holde godbidden lidt længere inde mod sig selv, så hunden må tage et ekstra skridt for at nå – og så dermed får sine bagben med i kassen. Der man må man lige trække godbidden lidt rundt på gefühl, så bagbenene styres op. Når det sker er det JUBLE JUBLE – og det er verdens bedste hund. Gentages måske et par gange, og nu afventer vi lige om ikke hunden selv skulle kunne tilbyde den adfærd også, så vi har en hund der selv stiller sig i kassen uden lokning overhovedet. Husk det er bedst med en relativt stor kasse i denne opstartsfase.

Derefter kan man øge sværhedsgraden ved at vælge mindre og mindre kasser, således hunden skal balancere noget mere og virkelig arbejde med sin kropsbevidsthed for at komme ned i kassen. Det er rigtig god træning!

Jeg har haft en border collie på et træningshold, der kunne stå i en alm firekantet madkasse. Forpoterne stod ovenpå bagpoterne. Udover det er sjovt og flot, er det fantastisk god mental stimulering og understøtter rigtig god kropsbevidsthed. Kan collierne mon nærme sig det ??

God fornøjelse!

In the box
  • 1. Hunden lokkes.

  • 2. Så lykkedes det.

  • 3. Prøv igen.

  • 4. Det var rigtigt - 10 godbidder.

  • Her ses Spock´s resultat.

  • Her ses Skye´s resultat.

  • Her ses Zoe´s resultat.

  • Her ses Bounty´s resultat.

  • Her ses Cindie´s resultat

  • Her ses Lucca´s resultat.