Historien om collien

Collien er en britisk hyrdehunderace, hvis aner kendes over 100 år tilbage. 

Oprindelig har hunden været anvendt som vogter af sortmaskede får i det skotske højland. Disse får kaldtes Coalsheeps og hundene Coalydogs med forskellig udtale og stavemåde fra egn til egn. 

Historien om det meget specielle ord collie – er lige så uklar som racens baggrund. Collie har under forskellige tidsperioder været stavet på de mest besynderlige måder: Coll, Colley, Coaly, 

Coally og Colley. Den mest accepterede teori er, at det angelsaksiske ord ”col” betyder sort, og at hundene derfor fik navnet efter de sorthovede får, som var de mest almindelige i Skotland på den tid. 

Sikkert er det, at nutidens collie har aner tilbage til den trefarvede han, som hed ”Trefoil”, og var født i 1873. Årsagen til at colliens oprindelse er så lidt kendt, er den, at de som havde interesse i raceavl kom fra overklassen, og her var man kun interesseret i jagt- og vagthunde samt damernes skødehunde. 

Første gang racen blev udstillet var i 1861 i Birmingham. Interessen for den naturskønne hyrdehund var stor, og da den hundebegejstrede dronning Victoria startede opdræt af racen på Balmoral Castle i Skotland steg interessen yderligere.

Collien forvandledes fra at have været en robust arbejdende fårehund til den moderne elegante show-collie. 

Den største forandring skete i årene 1870 til 1880. Det eneste man med sikkerhed kan bevise er, at markien af Huntley The Duke Gordon, lod sin setter parre med en collietæve i 1880. Denne kombination har bidraget til racens flora af farvevarianter. 

Vi skal frem til år 1900 før vi finder de første collier opført i dansk hundestambog. Først efter 2. verdenskrig vaktes der for alvor interesse for racen i Danmark, som allerede længe havde hersket i England og de øvrige skandinaviske lande.



Den korthårede variant af collien er ikke nær så ubredt som den langhårede, men dens historie kan føres lige så langt tilbage og i 1870'erne deltog de første korthåret hyrdehunde på engelske udstillinger.

Racen kom til Danmark i 1984, men selv i dag er der desværre kun meget få opdrættere af korthåret collies her i landet.

Racen er opstået på baggrund af de mange typer af britiske hyrdehunde, der fandtes for flere hundrede år siden. Hundene var vidt forskellige i udseende, størrelse og pelstyper, da man udelukkende avlede efter brugsegenskaber, og i hvilken områder/egne de skulle bruges (klima, vegetation mm).
Man mener at greyhound også har været krydset ind for at gøre racen lidt mere elegant og adræt.

Forfædrene til korthåret collies blev brugt til at hyrde og beskytte får, kvæg og heste, samt til at drive dyrene over længere afstande til blandt andet markeder og skibshavne. De korthårede hyrdehunde blev især brugt i meget fugtige egne, da man i disse områder foretrak hunde med en pels som var kort, tæt og vandskydende, samt isolerende mod kulde/varme - pelsens tætte og hårde struktur beskyttede tillige hundes hud mod krat og underskov.

Hvor collies til at starte med var gård og hyrdehunde ejet af bønderne, blev de i 1800 tallet også populære i overklassen - dette skyldtes i høj grad Dronning Victorias store kærlighed og interesse for begge collie varianter.




Langhåret og korthåret collies er to separate racer, men med en næsten identisk "race standard". I England tillod man parringer imellem lang- og korthåret collies indtil 1994, i en del lande har man aldrig krydset de to varianter og i andre lande har det altid været tilladt (i flere af de sidstnævnte lande skal parringerne dog på forhånd godkendes af kennel klubben).