HVALPE & OPDRÆTTERE




Hvalpeanvisning 

Dansk Collie Klub udarbejder en officiel landsdækkende hvalpeliste, som tilbyder racetypiske hvalpe efter avlsgodkendte forældredyr opdrættet af opdrættere, der alle er medlemmer af Dansk Collie Klub. 
Dansk Collie Klub's opdrættere bestræber sig på at fremavle gode, velfungerende hunde. Der skal gøres opmærksom på, at opdrætteren kan forbeholde sig ret til at undlade at sælge til hvalpekøbere, der retter henvendelse omkring køb af hvalpe.
En frisk opdateret version kan ses via linket til venstre.

I Dansk Collie Klub bliver der stillet højere krav til vore opdrætter og forældredyrene, end det som er foreskrevet af Dansk Kennel Klub - Vi kræver, at begge forældredyr har opnået minimum udstillings præmiering "Very Good" på en officiel udstilling, - tæven skal endvidere som minimum være fyldt 20 måneder før parring (dette for at undgå avl på alt for unge tæver).

Dansk Collie Klub har også helbredsbetingede restriktioner. Kuld kan kun optages på hvalpelisten, hvis begge forældrene inden parring er øjenlyst og har en officiel HD status på A eller B. HD er dog ikke udbredt i noget stort omfang hos Collien i Danmark, og med disse restriktioner forsøger vi at sikre os, at det heller ikke bliver tilfældet i fremtiden. Vi ønsker at bevare den høje sundhedsmæssige standard hos Collien, og for så vidt muligt at sikre dig en sund og racetypisk hvalp.

Køber du en hvalp fra hvalpelisten, vil du i Dansk Collie Klub få kontakt med engagerede mennesker, de vil derfor være i stand til at svare på dine spørgsmål, og derved hjælpe dig og din hvalp godt på vej.

Opdrættere i Dansk Collie Klub kan gratis indmelde deres hvalpekøbere i klubben, så er du ikke allerede medlem, så husk at få et års medlemskab med, når du køber en din Collie hvalp.





Opdrættere 

Dansk Collie Klub har mange opdrættere fordelt i hele landet - og det er vor opgave, at hjælpe disse opdrættere bedst muligt med nyttig og relevant information. Og den information stiller vi bl.a. til rådighed her i denne sektion af hjemmesiden.

Klubben har også en Opdrættervejviser - som består af en lang række opdrættere, som alle har forpligtet sig til at overholde de til enhver tid gældende krav, som Dansk Collie Klub må stille for optagelse på listen.




Hvis du påtænker at købe en collie, er det naturligvis vigtigt på forhånd at have kendskab til racen. Opfylder netop collien dine behov og ønsker? - Og kan du tilbyde collien den omsorg og de omgivelser den har behov for? 

Et godt sted at starte er ved at læse en masse om racen, men også, at besøge flere af racen opdrættere.

Vi anbefaler alle at benytte Dansk Collie Klubs hvalpeliste, da denne liste stiller de største krav til forældredyrene og opdrætterne - læs mere herom under HVALPELISTEN. Ved at benytte Dansk Collie Klubs hvalpeliste får du det bedste udgangspunkt for at få en sund og racetypisk collie med DKK-stambog.

Stambog - Jamen, jeg skal slet ikke bruge min collie hverken til udstilling, avl, lydighed, rally eller anden form for aktivitet - jeg skal bare have en sød familiehund, og så kan det vel være ligegyldig med en DKK-stambog?

Nej - det er bestemt ikke ligegyldigt! Vi ønsker vel alle en sund og racetypisk hund. For selv om du lige nu ikke tror, at du får brug for stambogen, så har mange collieejere i tidens løb senere ærgret sig over, at de ikke havde en DKK-stambog.

Begreberne "kennelklub" og "stambog" er ikke noget, som Dansk Kennel Klub har eneret på. En hvilken som helst hundeklub/-forening kan føre sig frem som "kennelklub", ligesom enhver kreativ person med en computer kan udskrive en "stambog".
Vær derfor opmærksom på, at Dansk Kennel Klub og Dansk Collie Klub ikke anerkender stambøger, som er udstedt af private personer/foreninger.
Pas på hundehandlere - Køb aldrig hvalp af medlidenhed. Det giver bare de useriøse sælgere mulighed for at fortsætte deres virke.
Navnlig når der er stor efterspørgsel på hvalpe og derfor ventetid for køb af en DKK-stambogsført colliehvalp, kan køberne blive utålmodige og falde for "gode tilbud".




VÆR TÅLMODIG - VENT PÅ DEN RIGTIGE COLLIE MED EN DKK STAMBOG

På vor hvalpeliste kan du se hvilke hvalpe der er til salg netop nu.

Vil du vide mere om hvorfor man skal vælge en hvalp fra en af Dansk Collie Klub's opdrætter, eller ønsker du yderligere information, er du velkommen til at kontakte vores hvalpeanviser:


Kontakt Hvalpeanviseren