Lidt om dressur og agility...


Snyd ikke jeres collie - og dermed jer selv - for at deltage i aktiviteter, der styrker hundens selvtillid og dermed væremåde og udstråling.
Det hele begynder med at tilmelde sin hvalp på et hvalpemotivationskursus, så hurtigt som muligt efter anskaffelsen. Fra omkring 3 måneders alderen starter dette meget vigtige nye univers for en hvalp. Her introduceres hvalpen for alverdens nye ting - f.eks. at lære at gå pænt i snor, bruge sin næse, komme med på tog- og bytur, møde andre hunde og mennesker - alt sammen væsentligt og nødvendigt for motivering og tilpasning.
Andre tilbud fra ca. 7 mdr's alderen er dressurkurser, som DCK tilbyder forskellige steder rundt om i landet -ledet af DSS-instruktører (Dressursamarbejdende klubber), der repræsenterer i alt 9 racer. lnstruktørerne har samme uddannelse og er løbende på kurser. Det er spændende og udfordrende for en hund at lære nye ting i sin opvækst - at den kan lide det, lader den dig vide, når du nærmer dig træningspladsen én gang om ugen!
En anden dejlig aktivitet er agility som man kan starte på, når hunden er ca. 15 mdr. Her kan den udfolde sig i fuld udstrækning inden for givne rammer og under kyndig vejledning over forhindringer som f.eks. spring, via tunneller til balancebom, vippe og meget mere. Kommer man til at kunne lide nævnte sportsgrene, er der masser af muligheder for at dyrke dem og gå til konkurrencer.
En velstimuleret hund ved den kan noget, det giver den værdighed, styrke og selvtillid - egenskaber der er væsentlige i en hverdag, hvor vores collier skal kunne tilpasse og indordne sig i menneskenes verden.
Der findes flere andre aktiviteter -DCK's instruktører finder du i Collie-bladet, og de hjælper gerne med råd og vejledning.

Næste kapitel